Glade legekammerater vender hjem fra Urban Treasure Hunt

Galleriet og det kreative fællesskab Rumkammerat er af AOK.dk nomineret til Byens Bedste Nye Galleri. Dette skyldes efter min overbevisning, at de er gode til at definere de “regler” der skal til, for at man som barn, men sandelig også som voksen, kan skabe gode lege.

Men leger voksne da? Ja, det gør vi i høj grad ifølge Carsten Jensen, som er forsker i børns leg ved Syddansk Universitet. Leg er et frirum – en virkelighedssfære, hvor vi frit og suverænt kan skabe og regulere stemninger. Men da vi som voksne selv skal definere, hvornår leger og hvornår vi arbejder, har vi brug for hjælp. I en fortravlet hverdag har vi ikke tiden og fantasien til selv at opfinde de regler, der skal til for at binde os sammen i “legefællesskaber”.

Leg for voksne er mange ting, men fælles for dem alle er, at det handler om nydelse og om at gøre noget, fordi man har LYST; det kan være at læse, gå i biografen, klæde sig ud som roligan og skrige som en tosset under en fodboldlandskamp.

Rumkammerat rider på en bølge, der blander kunst, fritid og leg. Det er en venden tilbage til vores rødder i en hverdagsæstetisk folkelig kultur, hvor intensitet, latter og livsglæde står i centrum (professor

Beth Juncker, Danmarks Biblioteksskole). Og Rumkammerat har i modsætning til mange af de mere etablerede gallerier forstået, at det ER LIGE MEGET, om den kunstneriske oplevelse er skabt kommercielt eller som kunst.

De indskriver sig i den nye logik, der går på tværs af kunst, formidling og marked.

Se en optagelse af et par, der har lært at lege …

Partiet Venstre lægger op til en håndsrækning til egnsteatrene

Når man læser de to regeringspartiers kulturpolitiske udmeldinger, kan det vel ikke undre, at den afgåede kulturminister (C) har handlet som han har gjort. Jeg citerer fra Det Konstervative Folkepartis hjemmeside:

“Finansieringen af kulturen skal ske i en kombination af offentlige og private midler. Offentlig støtte kan ikke stå alene. Løber der kun penge fra en kilde, får den al for stor indflydelse. Og kulturens udfoldelse og udvikling stækkes.”

Det er ud fra deres erklærede kulturpolitik lige så logisk, at det er Venstres teaterordfører, Britta Schall Holberg, der ifølge Reuters udtaler, at partiet om kort tid offentliggør en ny handlingsplan for egnsteatrene. Det skulle efter samme medies udsagn ske, fordi “… det efter partiets opfattelse vil være uholdbart at nedsætte den statslige refussionsprocent fra 50 til 38 med virkning fra nytår. En sådan nedgang vil ramme 14 af landets 32 egnsteatre, hvis aftaler med staten og kommunen udløber med udgangen af 2008. Teatrene er derfor henvist til at hente de manglende midler hos deres kommuner eller via private bidrag.”

Skal vi ikke heppe på Britta, så vi også i fremtiden sikrer, at scenekunst af høj kvalitet kan komme rundt i hele landet?

“En københavner”

Hvad skal der til for at få kultur- og erhvervsliv til at samarbejde?

”Kan det nu også være rigtigt”, tænkte jeg, da jeg læste en af artiklerne i Levitt og Dubners bog Freakonomics – the Hidden Side of Everything? Emnet var årsagen til faldet i USA’s kriminalitet. Ifølge forfatterne skyldtes det ikke mere politi på gane – ej heller nul-tolerance politikken. Næh, det skyldtes, at der nogle år forinden var blevet vedtaget en lov, der gjorde fri abort mulig for en stor del af USA’s befolkning – heriblandt også de mange mindrebemidlede unge kvinder, som ikke magtede at opfostre deres børn, som siden endte i kriminalitet. Altså; færre børn, der fødes til fattig dom => et mindre rekrutteringsgrundlag til de kriminelle kredse.

Som sagt, er jeg en smule skeptisk overfor Levitt og Dubners slutninger. På den anden side er det forfriskende, at de i den grad vover at tænke Out of the Box. Hvad nu, hvis man også kunne tænke utraditionelt, når det handlede om at finde måder at slå bro over kløften mellem parter, der ikke traditionelt arbejder sammen. Som kultur- og erhvervslivet, for eksempel.

Man siger, at kunstnerisk kvalitet ikke kan måles. Det er jeg helt enig i. Men hvordan kan så en erhvervsvirksomhed vurdere det kunstneriske niveau i et dansekompagni, som de overvejer at sponsere? Ved at måle den afledte effekt af den kunstneriske aktivitet, er mit bud.

Statusregnskab
Kunstnere er kunstnere, fordi de af andre kunstnere, kulturelle institutioner, pressen m.fl. accepteres som kunstnere. Denne accept synliggøres i form af gode presseanmeldelser, invitationer til at deltage i danske og udenlandske festivaler (som varierer meget i prestige), bevillinger fra offentlige myndigheder m.m. Og det er disse ”udmærkelser”, som jeg foreslår, at man gør et forsøg på at måle, på samme måde, som man forsøger at værdisætte virksomheders immaterielle værdier i vidensregnskaber, etiske regnskaber, grønne regnskaber osv. Er der nogen, er tør?

4 københavnske gymnasier er gået sammen om KULT projektet

Fire københavnske gymnasier har fået stillet midler til rådighed af Region Hovedstaden til at opbygge et videncenter med fokus på oplevelsesøkonomi, motivation og læring.

Besøg websitet, og læs om de spændende tiltag, der indgår i arbejdet med at sikre, at de kunsterisk-kreative fag igen kan få en central placering i det danske uddannelseslandskab.

Kunstnere tager nye materialer i anvendelse, når de skal udtrykke sig - nogle strikker fallosfikserede attrapper til langefingre, skohæle og håndled.

Tilsyneladende … Jeg læste en artikel i sidste weekends M/S sektion i Berlingske Tidende. Her fortælles historien om kunstneren Hanne Korvig, der strikker fallosfikserede attrapper til langefingre, skohæle og håndled.

Og hvor ligger så oplevelsen i det? I det faktum, at garnet bliver brugt i en helt anden sammenhæng, end man forventer. Garn er da noget, man har på som sweater, ikke sandt? Ikke ifølge Hanne Korvig, og heller ikke ifølge den engelske kunstner Shane Waltener, der kalder sig selv politisk strikker; ”Ved at strikke modstår du kapitalismen og forbrugerismen”, påstår Shane. ”Du lader dig ikke diktere af modebranchen; du tager dine egne beslutninger”.

Jeg spurgte mig selv i et af mine tidligere blogindlæg, hvad kunsthåndværk er. Ud fra mine nye opdagelser kan jeg nu konstatere, at visse typer kunsthåndværk er kommunikation og politik!

Hvilket minder mig om, at Alain de Bottons bog ”Statusangst”, som blandt andet handler om, hvordan kunsten i tidens løb på forskellig vis er blevet anvendt til at sætte spørgsmålstegn ved alt det, vi tager for givet. Spændende læsning – kan anbefales!

Læs mere om politisk strikning på Guerilla Knitters, Metropolis Magazine og Knit and Tonic

Hvad vil kunstnere have i bytte for at åbne skuffen for, hvad de gør?

I en nyligt udsendt pressemeddelelse fra Økonomi- og erhvervsministeriet samt Kulturministeriet bekendtgøres det, at der nu er afsat 90 millioner kroner til styrkelse af kultur- og oplevelsesøkonomien. Det er jo forrygende – hvis ikke det var fordi, at den eksisterende diskurs om oplevelsesøkonomiens muligheder i langt overvejende grad er betinget af en søgen efter øget økonomisk vækst i erhvervslivet. Hvor er de kunstneriske røster, som vil skabe en modvægt og være med til at sætte dagsordenen for oplevelsesøkonomien? Det er kunstens væsen, som er attraktivt, og skal kunsten blive ved med at være attraktivt, må de værdier, som kunsten som samfundsspejl selv læger vægt på, plejes.

Begrebet oplevelsesøkonomi er opstået i løbet af de sidst 5 – 10 år, og har skærpet opmærksomheden omkring, at det er i oplevelsen at de nye kommercielle udviklingsmuligheder findes. Det er som nævnt tydeligt, at erhvervslivet ved, hvad de vil have ud af et samarbejde med kunsten. Virksomhederne betaler gerne for kunstneriske ydelser, hvis man kan få indarbejdet kunstneres kompetencer på en sådan måde, at man kan blive bedre til at innovere og således klare sig på et nyt globalt marked. Kunsten bruges også som metode i uddannelser, personlig udvikling, imagepleje og som fritidsaktivitet.

Men hvad med kunsten? Hvad vil kunstnere have i bytte for at åbne skuffen for, hvad de gør? Er det nok med penge? Hvad vil man være med til? Og hvordan beskytter kunsten sig selv? Hvad skal der til, for at også kunsten får stillet rammer til rådighed, som kan skabe vækst og udvikling? Er der mon metoder og værdier i felter udenfor det traditionelle kunstneriske miljø, som kunsten kunne finde attraktive, og som kunne skabe basis for et gensidigt udvekslingsforhold? Kunne man forestille sig, at kunsten var med til at sætte dagsordenen i debatten omkring samarbejdet mellem kultur- og erhvervsliv?

Lige nu er kunstens stemme i debatten meget lav – næsten ikke til at høre. Lad os håbe, at den undersøgelse, som Dansk Skuespillerforbund har bestilt hos Handelshøjskolen kan være starten på en debat, som rækker ud over blot at skulle bevise, at kunst kan betale sig på et samfundsøkonomisk plan.

Læs mere på www.skuespillerforbundet.dk

- – - – - -

Læs mere om Art Money på www.art-money.org

“This art project is born with the intention of introducing a more humane global, alternative currency from original ART in an attemt to better a world where MONEY seems to do more harm than good”.

Giv medarbejderne en oplevelse - så får kunderne det automatisk også

Jeg læste forleden en artikel om oplevelsesøkonomi i Weekendavisen. Heri stod der blandt andet at læse; ”Det er altså stadig et eller andet sted kunden, der er i centrum. Men hvor mantraet tidligere var service, er det nu interaktivitet og oplevelser, der efterspørges.” Ja, men er interaktiviteten autentisk, og er oplevelsen god? Et par eksempler giver desværre et ikke for flatterende billede af evnen til at skabe helstøbte oplevelser.

En ny cafe i det centrale København slår dørene op, og inviterer indenfor til te og kage i en overdådig atmosfære. Rummene er flot dekoreret, service og stel i top og teen har trukket nøjagtig lige så længe som den skal. Til gengæld smider det meget unge og uerfarne personale med service og bestik, som om de er ved at fylde kartofler op på hylderne i det lokale discountmarked. Er der da ingen, der har ulejliget sig med i det mindste at beskrive konceptet for dem?

En bank indfører (endnu mere) åbne kontorlandskaber – skaber caféstemning og giver i processen personalet stress. De bliver forstyrret i deres arbejde, og har ikke pejling på, hvad de skal stile op med de nye omgivelser.

Spørger man ledelsen i disse virksomheder, vil de nok udtrykke frustration over, at de ikke har kunnet gøre deres medarbejdere begribeligt, hvor vigtig deres rolle er i iscenesættelsen af den udbudte oplevelse. Og dette skyldes efter min mening, at medarbejderne ikke for alvor har forstået oplevelsens indhold.

Og hvad gør man så? Til en start kunne man ty til gode gamle Konfukius og hans vise ord:

• Fortæl mig det – og jeg forstår
• Vis mig det – og jeg husker
• Involver mig – og jeg lærer for alvor

Oplevelsesledelse handler nemlig ikke kun om at skabe oplevelseskoncepter for kunden. Ledelse af medarbejdere, der står i frontlinien i ”sandhedens øjeblik”, kræver efter min bedste overbevisning, at man giver medarbejderne en oplevelse!

Det har DSB gjort; de har i samarbejde med ACTION, en gruppe skuespillere med speciale i kommunikationstræning, skabt livagtige scenarier, hvor togbetjente på egen krop – gennem rollespil – har lært at tackle ”de svære kunder”.

CSC har gjort det gennem deres cykelsponsorat, som de har aktiveret ikke kun overfor kunder og samarbejdspartnere, men også internt blandt medarbejderne; gennem sponsoratet og de aktiviteter, som virksomheden arrangerer, ser de sig selv som eksponenter for noget ungt, nyt og energisk. Og dette smitter af på deres opførsel overfor kunderne.

Den tid virksomheden bruger på at invitere unge indenfor i innovationsprossen er givet godt uf

I sin innovationsblog på Business.dk udtrykker Susanne Justesen et håb om, at danske virksomheder i lighed med eksempelvis den schweiziske idéfabrik Brainstore, vil invitere teenagere indenfor med henblik på at deltage i diverse former for brugerdreven innovation. At der er rigtig meget at hente hos teenagerne, er jeg  ligesom Susanne Justesen – heller ikke i tvivl om.

Men hvad er det, der afholder danske virksomheder fra at invitere de unge indenfor? Er virksomhederne bange for at bruge for mange ressourcer, som de ikke kan tjene ind igen? Det kunne meget vel være. For det kræver ressourcer i form af tid, forberedelse og kompetencer at lukrere på investeringen i et sådant innovationstiltag.

Derfor foreslår jeg, at man ikke ser et innovationsforløb, hvor man inviterer unge gæster indenfor, udelukkende som et udviklingsprojekt, men også som et markedsførings-, PR- og rekrutteringsprojekt. Hvordan? Ved at tage ved lære af kunsten …

Indenfor teaterverdenen har man i snart mange år arbejdet med begrebet publikumsudvikling. For de fleste handler dette fænomen om at tiltrække flere teatergæster. Men ved at tilføre et publikumsudviklingstiltag en snært af dannelse – eller uddannelse, om man vil – kan det for den årvågne lade sig gøre at forrente sin investering mange gange. Det har Betty Nansen Teatret gjort ….

Ved at invitere unge mennesker af anden etnisk herkomst indenfor, og lære dem at spille teater, har de ikke kun formået at tiltrække nye publikumsgrupper, de har ved at være tro mod deres brand, som er “at fortælle nødvendige historier”, fået en masse goodwill og høstet følgende udbytte af mere eller mindre uventet karakter: i relation til teatrets repertoire har brugerudviklingstiltaget tilført teatret nye indhold og udtryksformer, og gennem C:ntact har man fremelsket et nyt rekrutteringsgrundlag for både teatret og teatermiljøet i sin helhed. Ved at synliggøre deres kompetencer, har de unge nydanskere desuden givet Betty Nansen Teatret et indblik i, hvad der interesserer dem. Hvad angår udvidelse af brugergrundlaget, har teatret tilegnet sig nye markedsføringsmetoder, og gennem de opståede netværk og deciderede samarbejdspartnere, har man fået adgang til nye målgrupper. Som en ekstra sidegevinst, har alle disse gevinster medført, at Betty Nansen Teatrets brand er blevet styrket yderligere.

Omsat til forretningslivet har oplevelsesbaseret innovation ført til:

• Employer Branding
• Nyt rekrutteringsgrundlag
• Nye marketingmetoder
• Mersalg hos eksisterende og nye målgrupper
• Nye produkter
• Intern organisationsudvikling

Er de handlende i din by gode værter?

Da jeg for nylig var på ferie i Rom slog det mig, at nogle af de vigtigste repræsentanter for byen – de ansatte i transport- og turistsektoren – i mange tilfælde mildest talt ikke var særlig imødekommende. I busserne gad de ikke svare på spørgsmål, i kioskerne, hvor man køber billetter var der en søndag ingen billetter at få – og ingen assistance til at finde ud af hvor man SÅ kunne købe billetter. Tjenerne på flere restauranter var utålmodige og ind imellem oven i købet nærmest uforskammede, hvis ikke man lige forstod, had der stod på menuen eller ikke kunne bestemme sig.

Og alligevel havde jeg alle tiders dejlige ferie! Hvordan kan det være? Det må være, fordi byen Rom har så stærkt et brand, at jeg på forhånd havde en forventning om, hvad jeg skulle opleve; det antikke Rom, katolicismens navle, hyggelige gader, god mad og kaffe- og isbarer på hvert andet hjørne.

I denne tid, hvor turistorganisationer rundt omkring taler så meget om at brande sig selv, er det påfaldende, at en by som Rom har et brand, der på samme tid gør det ekstremt nemt at profilere sig selv, og gør det nærmest umuligt at skabe forandring i de besøgendes opfattelse af, hvad byen er eller kan.

Hvor byer som Bilbao (Guggenheimmuseet) og Frederikshavn (bæredygtighed) bruger enorme summer på at skabe et brand ud af noget, der ikke er (deres store industrier er flyttet mod øst), hænger Rom på deres brand på godt og ondt.

Et allerede etableret city brand er altså meget svært at ændre på, men for byer, som ikke i den brede offentlighed har en identitet, ligger der en fantastisk mulighed for at viske tavlen ren, og skabe noget nyt til gavn for både besøgende og beboere.

Tjenerne var rå, rare og

Vælger man at inkludere et oplevelseselement i et produkt eller en ydelse, er troværdigheden altafgørende. Man tegner, om jeg så må sige, en kontrakt med brugeren. Det har man alle dage gjort indenfor teaterverdenen; når man sætter sig i sin stol ved man som tilskuer godt, at det der foregår på scenen ikke er virkelighed. Man ved også, at det forventes af én, at man sætter fantasien i spil og udfylder de huller der måtte være – uanset om det drejer sig om kulissernes eller lyssætningens begrænsninger, eller det drejer sig om troværdigheden af det skuespillerne siger eller gør.

Westley og Mintzberg var nogle af de første, der i slut-80′erne brugte teatret som metafor for, hvordan man lægger en strategi. Pine og Gilmore har med deres bog “The Experience Economy” bragt metaforen et skidt videre. De taler om arbejdet som teater, om at iscenesætte og om at den enkelte medarbejder skal spille en rolle.

Nogle virksomheder har brugt mange ressourcer på at lære medarbejderne, hvordan de skal optræde. Går du for eksempel i Disneyland har nogle af medarbejderne lært at spille Mickey Mouse og Anders And. I andre tilfælde er fundamentet så autentisk, at en “påtaget” iscenesættelse er unødvendig. Man bygger videre på et brand, som er indlejret i samtlige medarbejdere.

Et skoleeksempel på en autentisk oplevelse kan du få, næste gang du kommer til Rom. Mellem markedspladsen Campo dei Fiori og Via Arenula ligger i al ubemærkethed en lille restaurant. På det simple skilt over døren står “Filetti di baccala”. Der findes kun en hovedret; friturestegte fiskefileter på traditionel romersk manér. Dette er et sted for folket, drevet af en mand af folket med hjælp fra muskuløse og tatoverede arbejdsmænd i gule T-shirts. På bordene er der dækket op med grove papirsduge, og servietterne er små firkanter revet af samme papir. Man spiser med fingrene og en gaffel. Vinen er enkel og billig. Det smager herligt, og stemningen er grov men med et smil i øjet.

Jeg fik tippet om et herligt måltid til billige penge af en dansk designer, som bor i Rom. “Kontrakten” blev overholdt til punkt og prikke – og så fik jeg et varigt minde med hjem i kufferten.

“Filetti di baccala”
Largo dei Librari
Rom
Åben dagligt 17:30-23:30