Kunst er … kommercielt?

Armbånd af dåser

“Art is making something out of nothing and selling it.”

Frank Zappa

Kunst er … helligt?

Nycirkusforestillingen "Sisyphus Ascending" er inspireret af den græske myte

Kunst er mange ting – for nogle er den enes opfattelse af fænomenet uforeneligt med den andens syn på sagen. Og hvilke “syn” er der så? Læringsforskeren Lotte Darsø har identificeret syv roller indenfor kunstnerisk udfoldelse (Darsø 2004):

1. Kunst som helligt – kunsten har fra tidlige tider været brugt som instrumenter til at tilbede guderne
2. Kunst som skønhed – kunsten skal fungere som en æstetisk nydelse, der kan bringe os ud af hverdagen til ”et behageligt sted”
3. Kunst som inspiration – kunstnere inspireres traditionelt af muser. Kunst kan inspirere os til nye tanker, gøre os glade, og bidrager til selvforståelse
4. Kunst som provokation – kunsten fornyer og provokerer ved at sætte spørgsmålstegn med det, der er
5. Kunst som anarki – kunstnerne og kritikerne har opgivet at forholde sig til det omgivende samfund, og udtrykker sig ud fra nihilistiske behov
6. Kunst som industri – med det formål at kommunikere til en større gruppe. For at tjene penge
7. Kunst som social – at skabe et kunstværk hviler på skabelsen af sociale relationer

Engang var det sådan, at man måtte kende sin Bibel eller de græske myter for overhovedet at forstå, hvad der foregik på en scene. Det vidner operaer som Claudio Monteverdis “Orpheus og Euredice” om.

Nutildags bliver der ikke skabt mange nye værker, der som sådan har til formål at tilbede Gud – i hvert fald sjældent i Danmark. Det betyder dog ikke, at det religiøse aspekt helt er forsvundet. Faktisk spiller der i København 2 stykker for tiden, som på den ene eller den anden måde tager udgangspunkt i det religiøse; i “Son of Man” bruges Joseph Haydns “Jesu syv ord på korset” til at skabe strukturen i forestillingen. I nycirkusforestillingen “Sisyphus Ascending” er det den græske mytologi, der er inspirationskilden. Her er bruges myten om Sisyfos som forlæg for historien om en lille, kafkask kontorslave, hvis liv er klatretrummerum og papirnusseri ved skrivebordet, indtil han begynder at indtage sin meterhøje reol og gøre oprør (artisten Lars Gregersen fortæller om forestillingen i et interview på P1).

Vorherre bevares, så er der naturligvis også Natkirken i bl.a. Københavns Domkirke, som inddrager kunsten på forskellig vis til at forkynde Guds ord …

Lær at lege med Rumkammerat

Glade legekammerater vender hjem fra Urban Treasure Hunt

Galleriet og det kreative fællesskab Rumkammerat er af AOK.dk nomineret til Byens Bedste Nye Galleri. Dette skyldes efter min overbevisning, at de er gode til at definere de “regler” der skal til, for at man som barn, men sandelig også som voksen, kan skabe gode lege.

Men leger voksne da? Ja, det gør vi i høj grad ifølge Carsten Jensen, som er forsker i børns leg ved Syddansk Universitet. Leg er et frirum – en virkelighedssfære, hvor vi frit og suverænt kan skabe og regulere stemninger. Men da vi som voksne selv skal definere, hvornår leger og hvornår vi arbejder, har vi brug for hjælp. I en fortravlet hverdag har vi ikke tiden og fantasien til selv at opfinde de regler, der skal til for at binde os sammen i “legefællesskaber”.

Leg for voksne er mange ting, men fælles for dem alle er, at det handler om nydelse og om at gøre noget, fordi man har LYST; det kan være at læse, gå i biografen, klæde sig ud som roligan og skrige som en tosset under en fodboldlandskamp.

Rumkammerat rider på en bølge, der blander kunst, fritid og leg. Det er en venden tilbage til vores rødder i en hverdagsæstetisk folkelig kultur, hvor intensitet, latter og livsglæde står i centrum (professor

Beth Juncker, Danmarks Biblioteksskole). Og Rumkammerat har i modsætning til mange af de mere etablerede gallerier forstået, at det ER LIGE MEGET, om den kunstneriske oplevelse er skabt kommercielt eller som kunst.

De indskriver sig i den nye logik, der går på tværs af kunst, formidling og marked.

Se en optagelse af et par, der har lært at lege …

Professionel scenekunst til HELE landet

Partiet Venstre lægger op til en håndsrækning til egnsteatrene

Når man læser de to regeringspartiers kulturpolitiske udmeldinger, kan det vel ikke undre, at den afgåede kulturminister (C) har handlet som han har gjort. Jeg citerer fra Det Konstervative Folkepartis hjemmeside:

“Finansieringen af kulturen skal ske i en kombination af offentlige og private midler. Offentlig støtte kan ikke stå alene. Løber der kun penge fra en kilde, får den al for stor indflydelse. Og kulturens udfoldelse og udvikling stækkes.”

Det er ud fra deres erklærede kulturpolitik lige så logisk, at det er Venstres teaterordfører, Britta Schall Holberg, der ifølge Reuters udtaler, at partiet om kort tid offentliggør en ny handlingsplan for egnsteatrene. Det skulle efter samme medies udsagn ske, fordi “… det efter partiets opfattelse vil være uholdbart at nedsætte den statslige refussionsprocent fra 50 til 38 med virkning fra nytår. En sådan nedgang vil ramme 14 af landets 32 egnsteatre, hvis aftaler med staten og kommunen udløber med udgangen af 2008. Teatrene er derfor henvist til at hente de manglende midler hos deres kommuner eller via private bidrag.”

Skal vi ikke heppe på Britta, så vi også i fremtiden sikrer, at scenekunst af høj kvalitet kan komme rundt i hele landet?

“En københavner”

Out of the Box

Hvad skal der til for at få kultur- og erhvervsliv til at samarbejde?

”Kan det nu også være rigtigt”, tænkte jeg, da jeg læste en af artiklerne i Levitt og Dubners bog Freakonomics – the Hidden Side of Everything? Emnet var årsagen til faldet i USA’s kriminalitet. Ifølge forfatterne skyldtes det ikke mere politi på gane – ej heller nul-tolerance politikken. Næh, det skyldtes, at der nogle år forinden var blevet vedtaget en lov, der gjorde fri abort mulig for en stor del af USA’s befolkning – heriblandt også de mange mindrebemidlede unge kvinder, som ikke magtede at opfostre deres børn, som siden endte i kriminalitet. Altså; færre børn, der fødes til fattig dom => et mindre rekrutteringsgrundlag til de kriminelle kredse.

Som sagt, er jeg en smule skeptisk overfor Levitt og Dubners slutninger. På den anden side er det forfriskende, at de i den grad vover at tænke Out of the Box. Hvad nu, hvis man også kunne tænke utraditionelt, når det handlede om at finde måder at slå bro over kløften mellem parter, der ikke traditionelt arbejder sammen. Som kultur- og erhvervslivet, for eksempel.

Man siger, at kunstnerisk kvalitet ikke kan måles. Det er jeg helt enig i. Men hvordan kan så en erhvervsvirksomhed vurdere det kunstneriske niveau i et dansekompagni, som de overvejer at sponsere? Ved at måle den afledte effekt af den kunstneriske aktivitet, er mit bud.

Statusregnskab
Kunstnere er kunstnere, fordi de af andre kunstnere, kulturelle institutioner, pressen m.fl. accepteres som kunstnere. Denne accept synliggøres i form af gode presseanmeldelser, invitationer til at deltage i danske og udenlandske festivaler (som varierer meget i prestige), bevillinger fra offentlige myndigheder m.m. Og det er disse ”udmærkelser”, som jeg foreslår, at man gør et forsøg på at måle, på samme måde, som man forsøger at værdisætte virksomheders immaterielle værdier i vidensregnskaber, etiske regnskaber, grønne regnskaber osv. Er der nogen, er tør?

Et nødvendigt projekt!

4 københavnske gymnasier er gået sammen om KULT projektet

Fire københavnske gymnasier har fået stillet midler til rådighed af Region Hovedstaden til at opbygge et videncenter med fokus på oplevelsesøkonomi, motivation og læring.

Besøg websitet, og læs om de spændende tiltag, der indgår i arbejdet med at sikre, at de kunsterisk-kreative fag igen kan få en central placering i det danske uddannelseslandskab.

Kan strikketøj være en oplevelse?

Kunstnere tager nye materialer i anvendelse, når de skal udtrykke sig - nogle strikker fallosfikserede attrapper til langefingre, skohæle og håndled.

Tilsyneladende … Jeg læste en artikel i sidste weekends M/S sektion i Berlingske Tidende. Her fortælles historien om kunstneren Hanne Korvig, der strikker fallosfikserede attrapper til langefingre, skohæle og håndled.

Og hvor ligger så oplevelsen i det? I det faktum, at garnet bliver brugt i en helt anden sammenhæng, end man forventer. Garn er da noget, man har på som sweater, ikke sandt? Ikke ifølge Hanne Korvig, og heller ikke ifølge den engelske kunstner Shane Waltener, der kalder sig selv politisk strikker; ”Ved at strikke modstår du kapitalismen og forbrugerismen”, påstår Shane. ”Du lader dig ikke diktere af modebranchen; du tager dine egne beslutninger”.

Jeg spurgte mig selv i et af mine tidligere blogindlæg, hvad kunsthåndværk er. Ud fra mine nye opdagelser kan jeg nu konstatere, at visse typer kunsthåndværk er kommunikation og politik!

Hvilket minder mig om, at Alain de Bottons bog ”Statusangst”, som blandt andet handler om, hvordan kunsten i tidens løb på forskellig vis er blevet anvendt til at sætte spørgsmålstegn ved alt det, vi tager for givet. Spændende læsning – kan anbefales!

Læs mere om politisk strikning på Guerilla Knitters, Metropolis Magazine og Knit and Tonic

Det eventyrlige arbejde

Det skal være sjovt at gå på arbejde

Det siges, at nogle unge ser jobbet som et eventyr. Et modtræk til arbejdslivets trummerum, sådan som deres forældre og ikke mindst bedsteforældre oplevede det.

Og hvad gør man så som arbejdsgiver for at imødekomme sådanne ønsker? Nogle mulige svar kan man finde indenfor tendenser, som viser sig indenfor de unges kulturforbrug; en undersøgelse foretaget af Next Generation Consulting i Wisconsin, USA viser, at unge ønsker sig en aktiv rolle i forbindelse med brug af kulturtilbud. Desuden forventer de at blive præsenteret for oplevelser, der skaber læring, kontakt og  brug af sanserne.

En anden inspirationskilde fandt jeg indenfor marketing; de unge vil deltage i diverse markedsføringstiltag. Derfor begynder flere og flere virksomheder at tænke i nye kontaktformer som “Tryverstising” og ”Tribal Marketing”.

Vil man som arbejdsgiver have fat i de unge som arbejdskraft, mener jeg på baggrund af ovenstående, at man må ty til oplevelsesledelse. Følgende elementer inkluderer alle stærke elementer af dette ledelsesfokus:

• Rekruttering
  • Tal til de unges følelser
  • Skab rammer for, at de unge kan skabe sociale kontakter – i den fysiske såvel som den virtuelle verden
  • Giv de unge mulighed for at prøve jobbet (eller elementer af det) af
• Fastholdelse
  • Skab mulighed for vedvarende læring
  • Skab motivation gennem forskelligartede belønningsformer

MEN – og men’er er der jo altid et par af … Husk at stadigt flere ser jobbet som en økonomisk  sikkerhed slev om de gerne vil have et sjovt, spændende og velbetalte job. Hvorfor? Ifølge en artikel i Tidsskrift for arbejdsliv skyldes det blandt andet, at de fleste unge faktisk er bange for at falde igennem, hvis de  prøver kræfter med eksempelvis kreative fag. Og undersøgelsen underbygges af 5-6 interviews, jeg forleden læste i en af gratisaviserne.

Kunstens stemme

Hvad vil kunstnere have i bytte for at åbne skuffen for, hvad de gør?

I en nyligt udsendt pressemeddelelse fra Økonomi- og erhvervsministeriet samt Kulturministeriet bekendtgøres det, at der nu er afsat 90 millioner kroner til styrkelse af kultur- og oplevelsesøkonomien. Det er jo forrygende – hvis ikke det var fordi, at den eksisterende diskurs om oplevelsesøkonomiens muligheder i langt overvejende grad er betinget af en søgen efter øget økonomisk vækst i erhvervslivet. Hvor er de kunstneriske røster, som vil skabe en modvægt og være med til at sætte dagsordenen for oplevelsesøkonomien? Det er kunstens væsen, som er attraktivt, og skal kunsten blive ved med at være attraktivt, må de værdier, som kunsten som samfundsspejl selv læger vægt på, plejes.

Begrebet oplevelsesøkonomi er opstået i løbet af de sidst 5 – 10 år, og har skærpet opmærksomheden omkring, at det er i oplevelsen at de nye kommercielle udviklingsmuligheder findes. Det er som nævnt tydeligt, at erhvervslivet ved, hvad de vil have ud af et samarbejde med kunsten. Virksomhederne betaler gerne for kunstneriske ydelser, hvis man kan få indarbejdet kunstneres kompetencer på en sådan måde, at man kan blive bedre til at innovere og således klare sig på et nyt globalt marked. Kunsten bruges også som metode i uddannelser, personlig udvikling, imagepleje og som fritidsaktivitet.

Men hvad med kunsten? Hvad vil kunstnere have i bytte for at åbne skuffen for, hvad de gør? Er det nok med penge? Hvad vil man være med til? Og hvordan beskytter kunsten sig selv? Hvad skal der til, for at også kunsten får stillet rammer til rådighed, som kan skabe vækst og udvikling? Er der mon metoder og værdier i felter udenfor det traditionelle kunstneriske miljø, som kunsten kunne finde attraktive, og som kunne skabe basis for et gensidigt udvekslingsforhold? Kunne man forestille sig, at kunsten var med til at sætte dagsordenen i debatten omkring samarbejdet mellem kultur- og erhvervsliv?

Lige nu er kunstens stemme i debatten meget lav – næsten ikke til at høre. Lad os håbe, at den undersøgelse, som Dansk Skuespillerforbund har bestilt hos Handelshøjskolen kan være starten på en debat, som rækker ud over blot at skulle bevise, at kunst kan betale sig på et samfundsøkonomisk plan.

Læs mere på www.skuespillerforbundet.dk

- – - – - -

Læs mere om Art Money på www.art-money.org

“This art project is born with the intention of introducing a more humane global, alternative currency from original ART in an attemt to better a world where MONEY seems to do more harm than good”.

Hvem iscenesætter din virksomheds oplevelser?

Giv medarbejderne en oplevelse - så får kunderne det automatisk også

Jeg læste forleden en artikel om oplevelsesøkonomi i Weekendavisen. Heri stod der blandt andet at læse; ”Det er altså stadig et eller andet sted kunden, der er i centrum. Men hvor mantraet tidligere var service, er det nu interaktivitet og oplevelser, der efterspørges.” Ja, men er interaktiviteten autentisk, og er oplevelsen god? Et par eksempler giver desværre et ikke for flatterende billede af evnen til at skabe helstøbte oplevelser.

En ny cafe i det centrale København slår dørene op, og inviterer indenfor til te og kage i en overdådig atmosfære. Rummene er flot dekoreret, service og stel i top og teen har trukket nøjagtig lige så længe som den skal. Til gengæld smider det meget unge og uerfarne personale med service og bestik, som om de er ved at fylde kartofler op på hylderne i det lokale discountmarked. Er der da ingen, der har ulejliget sig med i det mindste at beskrive konceptet for dem?

En bank indfører (endnu mere) åbne kontorlandskaber – skaber caféstemning og giver i processen personalet stress. De bliver forstyrret i deres arbejde, og har ikke pejling på, hvad de skal stile op med de nye omgivelser.

Spørger man ledelsen i disse virksomheder, vil de nok udtrykke frustration over, at de ikke har kunnet gøre deres medarbejdere begribeligt, hvor vigtig deres rolle er i iscenesættelsen af den udbudte oplevelse. Og dette skyldes efter min mening, at medarbejderne ikke for alvor har forstået oplevelsens indhold.

Og hvad gør man så? Til en start kunne man ty til gode gamle Konfukius og hans vise ord:

• Fortæl mig det – og jeg forstår
• Vis mig det – og jeg husker
• Involver mig – og jeg lærer for alvor

Oplevelsesledelse handler nemlig ikke kun om at skabe oplevelseskoncepter for kunden. Ledelse af medarbejdere, der står i frontlinien i ”sandhedens øjeblik”, kræver efter min bedste overbevisning, at man giver medarbejderne en oplevelse!

Det har DSB gjort; de har i samarbejde med ACTION, en gruppe skuespillere med speciale i kommunikationstræning, skabt livagtige scenarier, hvor togbetjente på egen krop – gennem rollespil – har lært at tackle ”de svære kunder”.

CSC har gjort det gennem deres cykelsponsorat, som de har aktiveret ikke kun overfor kunder og samarbejdspartnere, men også internt blandt medarbejderne; gennem sponsoratet og de aktiviteter, som virksomheden arrangerer, ser de sig selv som eksponenter for noget ungt, nyt og energisk. Og dette smitter af på deres opførsel overfor kunderne.